Historien om Egtvedpigen får opmærksomhed i USA

Hvis Egtvedpigen ikke allerede var verdenskendt, så bliver hun det nok nu.

Egtvedpigen er endt på et amerikansk magasins liste over de største arkæologiske opdagelser i år. (Foto: © da.wikipedia.org)

Når vi skal lære om den danske bronzealder, skal vi også lære om Egtvedpigen. Hun kom fra byen Egtved mellem Kolding og Vejle. Det troede man i hvert fald, at hun gjorde.

Men tidligere i år opdagede danske arkæologer, at Egtvedpigen ikke er født i Egtved i Jylland. Sandsynligvis kom hun fra Sydtyskland.

Danmarkshistorien blev skrevet om, og opdagelsen har ikke kun fået opmærksomhed i Danmark.

Magasin placerer Egtvedpigen på top 10-liste

Det anerkendte, amerikanske videnskabs-magasin "Archaeology" mener, at opdagelsen er så vigtig, at den har fået plads på deres liste over årets ti største arkæologiske opdagelser.

Karin Frei fra Nationalmuseet stod i spidsen for det hold af arkæologer, som gjorde opdagelsen ved hjælp af prøver fra Egtvedpigens tænder, hår og negle.

- Vi er meget stolte af at komme på den liste, og nu kan det altså ikke blive større, siger hun til Politiken.

Opdagelsen er god markedsføring

Mikkel Thrane er kommunikations- og pressechef i VisitDenmark, der markedsfører Danmark både her og i udlandet.

Han siger, at historien om Egtvedpigen er utrolig god, og at den internationale opmærksomhed er fuldt fortjent.

- At hun er kommet med på listen over årets største arkæologiske opdagelser er jo helt unikt og kan selvfølgelig også bruges i markedsføring, siger han.

  • Egtvedpigen blev fundet i en gravhøj ved Egtved i 1921.

  • Frem til foråret 2015 troede man, at hun kom fra byen Egtved mellem Kolding og Vejle i Jylland.

  • En undersøgelse af pigens tænder, hår og negle viste, at hun sandsynligvis er født i Sydtyskland og kom til Danmark kort før, hun døde.

  • I dag ligger resterne af Egtvedpigen på Nationalmuseet i København.

  • Professor Kristian Kristiansen mener, at pigen kom fra området Schwarzwald, og at hun kom til Danmark for at blive gift væk til en magtfuld mand.