Gerningsmænd angriber igen tysk asylcenter

Der har nu været over 200 racistiske angreb i Tyskland i år. Senest blev et asylcenter brændt ned, mens et andet center blev angrebet.

Dette hus skulle have været flygtningecenter i byen Weissach im Tal i Sydtyskland. Nu er huset brændt ned. (Foto: © FRIEBE, Scanpix)

Der har nu været over 200 racistiske angreb i Tyskland i år. Senest blev et asylcenter brændt ned, mens et andet center blev angrebet.

I weekenden angreb flere end 1000 personer et flygtningecenter i byen Heidenau. De kastede sten, flasker og kanonslag og råbte 'Sieg Heil' og 'Ud med udlændingene'.

Tysk politi sikrede, at flygtningene på centret ikke kom til skade, men over 30 af betjentene kom selv til skade og måtte efterfølgende have behandling.

Politiet afviser ikke racistisk angreb

Også i byen Weissach im Tal i Sydtyskland er et hus, der skulle have været flygtninge-bolig, nu blevet brændt ned til grunden.

Politiet kender endnu ikke årsagen men udelukker ikke, at det kan være et racistisk angreb, siger DR's Tyskland-korrespondent, Michael Reiter.

Den tyske kansler, Angela Merkel, sendte efter angrebet sin vice-kansler til Heidenau for at vise solidaritet med flygtningene.

Frygt og vrede kan være forklaring

Ifølge Michael Reiter er der flere årsager til, at dele af Tysklands befolkning er imod flygtningene.

En forklaring kan være en frygt og vrede mod, at flygtningene især søger mod Tyskland, når de flygter til Europa.

Michael Reiter siger også, at det mest er befolkningen i Tysklands små byer i yderområderne, der synes, at flygtningene er et problem.

- Men der er også en utrolig stor gruppe tyskere, der forsøger på at få flygtningene til at føle sig hjemme i Tyskland, siger han.