Forslag: Giv flygtninge lavere løn i starten

Det bliver nemmere for flygtninge at komme i job, hvis de starter med en lavere løn. Sådan lyder et nyt forslag.

Et nyt forslag lyder på, at man skal give flygtninge en lav løn til at starte med. (Foto: © Sophia Juliane Lydolph, Scanpix)

Giv flygtninge en lav løn til at starte med og lad den stige, efterhånden som de bliver dygtigere.

Sådan lyder et forslag fra fagforeningen Dansk Byggeri og organisationen Dansk Flygtningehjælp.

- Mange flygtninge oplever, at det er svært at få fodfæste på det danske arbejdsmarked. Derfor foreslår vi en model, hvor lønnen stiger i takt med, at man får flere kvalifikationer, siger Anette Christoffersen. Hun er integrationschef i Dansk Flygtningehjælp.

Ikke pengene værd

Ifølge Anette Christoffersen synes flere arbejdsgivere, at mange flygtninge i starten ikke producerer nok. De producerer ikke til det, der svarer til en mindsteløn på 110 kroner i timen.

Det skyldes ganske naturligt, at mange flygtninge ikke er så gode til dansk og mangler erfaring fra det danske arbejdsliv.

3F: Behold mindstelønnen

Fagforeningen 3F bryder sig ikke om forslaget om at lade lønnen stige, efterhånden som medarbejderne bliver dygtigere. 3F synes ikke, man bør give lavere løn end mindstelønnen på 110 kroner i timen.

- Det korte svar er nej tak, for vi har rent faktisk fine redskaber i dag i form af virksomhedspraktik og løntilskud. Det forslag, som Dansk Byggeri og Dansk Flygtningehjælp nu kommer med, er løntrykkeri af største klasse, siger Søren Heisel fra fagforeningen 3F.