Udlændingestyrelsen har haft et mål om, at det højst må tage fem måneder at behandle en ansøgning om familie-sammenføring.
Men på grund af det historisk store antal flygtninge, der søger asyl, har Udlændingestyrelsen måttet erkende, at man ikke kan nå at behandle ansøgninger om familiesammenføring hurtigt nok.
Derfor er målet nu sat op til ti måneder. Det betyder, at flygtninge fremover risikerer at skulle vente en del længere tid på at få deres familier til Danmark, skriver Berlingske.
Asylansøgninger vil også tage længere tid
Samtidig oplyser Udlændingestyrelsen til Berlingske, at det i 2016 generelt vil tage længere tid at få behandlet sager om asyl.
I dag tager det i gennemsnit fem måneder, fra asylansøgeren bliver registreret, og indtil der kommer en afgørelse af asyl-ansøgningen. Det kan nu komme til at tage syv måneder.
Samlet set betyder ændringerne, at den enkelte flygtning kan komme til at vente mere end et halvt år længere end i dag på at få familiesammenføring.
/ritzau/