Flygtninge-børn kender ikke deres ret til familiesammenføring

Udlændingestyrelsen fortæller ikke flygtninge-børn med midlertidig beskyttelses-status, at de har ret til at få deres familie til Danmark.

Fra marts til juli i år var 40 procent af de personer, som har fået midlertid beskyttelses-status i Danmark, børn. (Foto: © Aris Messinis, Scanpix)

Mennesker kan få midlertidig beskyttelsesstatus, hvis de er flygtet fra en alvorlig situation i deres hjemland. Midlertidig beskyttelses-status giver dem lov til at blive i Danmark i mindst et år.

Tidligere på året lavede SR-regeringen en lov om, at mennesker med midlertidig beskyttelses-status ikke længere kan få deres familie til Danmark det første år.

Loven gælder dog ikke for flygtninge-børn, der kommer alene til Danmark, skriver Information.

Udlændingestyrelsen oplyser ikke børnene

Men i de papirer, Udlændingestyrelsen giver til flygtninge-børn, står der ikke, at børnene har ret til at få deres familie til Danmark.

I papirerne står der blandt andet:

Man kan ”først få familiesammenføring, hvis den midlertidige opholdstilladelse forlænges efter det første år, medmindre helt særlige grunde gør sig gældende.”

Børnene tror ikke, de kan få familiesammenføring

Eva Singer er asylchef i Dansk Flygtningehjælp.

Hun mener, at Udlændingestyrelsens papirer kan have alvorlige konsekvenser for børnene.

Mange flygtninge-børn tror nemlig, at de nye strammere regler om familiesammenføring også gælder dem, og at de derfor ikke kan få deres familie til Danmark, siger Eva Singer til Information.

Flygtninge-børn bør have klare informationer

Eddie Omar Rosenberg Khawaja er advokat med speciale i udlændinge-ret.

Han kritiserer Udlændingestyrelsen for, at styrelsens papirer til flygtninge-børn er ”misvisende”.

Han mener, at styrelsen i stedet burde fortælle flygtninge-børn om deres ret til familiesammenføring på en mere klar måde.

Teresa McNair fra Udlændingestyrelsen skriver til Information, at hun vil tage problemet op på et møde.