Politikerne vil gerne have, at børnene lærer mere i skolen, men mange af timerne har eleverne vikar, og vikaren er tit ikke uddannet lærer. Sidste år svarede antallet af vikartimer i folkeskolen til 830 fuldtids-stillinger.
I år er antallet af virkartimer steget til 1265 fuldtids-stilinger. Det betyder, at der er kommet dobbelt så mange vikartimer i folkeskolen på bare et år. Samtidig er flere af de vikarer, som skolerne bruger, ikke uddannede lærere.
I 2014 er 86 procent af vikarerne ikke uddannede lærere, og det er syv procent flere end i 2013.
Eleverne får en dårligere undervisning
Anders Bondo Christensen er formand for Danmarks Lærerforening, og han mener, vikarerne giver eleverne en dårligere undervisning:
- Når der kommer én - måske direkte fra gymnasiet - uden faglig forudsætning, uden kendskab til eleverne, uden rigtig at vide, hvad det er, eleverne skal lære, så bliver det altså en dårlig undervisning, eleverne får, siger han.
Vikarernes undervisning bliver også dårligere af, at folkeskolereformen har gjort, at lærerne har mindre tid til at forberede sig:
- Det vil sige, at et gennemarbejdet materiale til en vikar, det tror jeg, at man skal lede meget længe efter i skolen i dag, siger Anders Bondo Christensen.
Der mangler lærere
Claus Hjortdal er formand for Skoleleder-foreningen. Han mener, skolerne er nødt til at bruge vikarer, der ikke er lærere, fordi meget få lærere er ledige:
- Der er områder i Danmark, hvor der slet ikke går lærere ledige, så der bliver man nødt til at tage uudannede vikarer, siger Claus Hjortdal.
Claus Hjortdal erkender dog, at der også bliver brugt flere vikarer, fordi mange lærere er blevet syge efter folkeskolereformen startede.
Men han mener, det vil blive bedre de næste par måneder, fordi mange skoler er i gang med at rette reformen til, så den passer bedre til lærere.