Flere end 900 landmænd er tæt på konkurs

Mange landmænds økonomi er så dårligt, at de må gå konkurs, mener et videncenter for landbrug.

Mange landmænd skylder mange penge væk og er tæt på konkurs. Men nogle af dem er så dygtige, at de måske kan få lov at låne flere penge. (arkivfoto) (Foto: © Sanne Skovby Rossen, DR Nordjylland)

Økonomien er så dårlig for 940 landmænd, at de er tæt på konkurs. Det viser tal fra Seges, som er en del af erhvervsorganisationen Landbrug & Fødevarer.

800 andre landmænd har også store økonomiske problemer, men de kan måske undgå konkurs, siger Klaus Kaiser fra Seges.

Landmænd skylder mange milliarder kroner

Problemet for landmændene er, at de har været nødt til at låne mange penge. Gælden til blandt andet bankerne er nu blevet så stor, at mange af landmændene ikke kan betale den tilbage.

Samlet set skylder de økonomisk pressede landmænd 12 milliarder kroner til bankerne og 18 milliarder kroner til andre kreditorer.

Derfor vælger bankerne nok at sige stop for en del af landmændene, og dermed går landmændene konkurs, siger Klaus Kaiser fra Seges.

Dygtige landmænd kan låne flere penge

Regeringen er klar over problemerne i landbruget, som også truer flere sparekasser, fordi de har lånt mange penge til landmænd.

Regeringen har derfor lavet en plan for landbruget, der giver bankerne mulighed for at hjælpe de landmænd, der er mest effektive.

De landmænd kan låne nye penge til flere dyr, moderne udstyr eller andet, der kan gøre deres landbrug mere effektivt. Dermed kan landmændene få en bedre forretning og måske begynde at betale deres gæld tilbage.