En ny rapport viser, at danske læger er blevet bedre til at helbrede kræft, skriver Berlingske.
I de sidste 20 år er antallet af kræft-dødsfald per 100.000 danskere faldet med 15 procent.
Danske læger er især blevet bedre til at helbrede kræft i brystet, tyktarmen og endetarmen.
Flere danskere vil få kræft i fremtiden
I Kræftens Bekæmpelse er de glade for den nye rapport. Men Kræftens Bekæmpelse siger også, at endnu flere danskere vil få kræft i fremtiden.
Danskerne dør nemlig senere nu, end de gjorde tidligere.
Derfor kan danskerne også nå at få flere sygdomme, mener Kræftens Bekæmpelse. Det er derfor vigtigt, at lægerne bliver endnu bedre til at behandle kræft.
Minister: Vi kan blive endnu bedre
Sundhedsminister Nick Hækkerup fra Socialdemokraterne er også glad for den nye rapport. Men han mener også, at danske læger kan blive endnu bedre til at helbrede kræft.
- Derfor skal vi blive ved med at bruge penge på at udvikle en endnu bedre behandling, siger Nick Hækkerup til Berlingske.