Fagforbund: Kommuner melder syge folk raske

Flere hundrede danskere bliver meldt raske, selv om de stadig er syge og ikke kan arbejde fuld tid, siger flere fagforbund.

Kommuner raskmelder syge, før de kan arbejde fuld tid. Det betyder, at de syge hverken kan få sygedagpenge eller dagpenge. (© Colourbox)

Den 1. juli i år kom en ny lov om sygedagpenge, som skulle hjælpe de syge.

Tidligere kunne sygemeldte kun få sygedagpenge i 52 uger, men i den nye lov kan sygemeldte få penge i længere tid.

Men kommunerne raskmelder flere syge, inden de kan arbejde fuld tid. Og det betyder, at flere hundrede syge ikke kan få hverken sygedagpenge eller dagpenge, fordi der er et hul i loven, skriver Jyllands- Posten.

Flere får ingen penge

Jobcenteret melder nemlig mange syge raske, hvis de er i stand til at arbejde i for eksempel 15 eller 20 timer om ugen.

Men hvis de syge ikke finder et arbejde, når de er blevet raskmeldte, kan de ikke få dagpenge. Loven siger nemlig, at man skal kunne arbejde mindst 30 timer om ugen for at få dagpenge.

- Folk bliver erklæret raske, selv om læge-erklæringer viser, at de ikke er i stand til at arbejde på fuld tid, siger FOA's næstformand Mona Striib til Jyllands-Posten.

Det betyder, at de raskmeldte syge ikke får nogle penge. For de er hverken syge nok til at få sygedagpenge eller raske nok til at få dagpenge.

Fagforbund: Loven skal ændres

Mona Striib oplever, at flere og flere syge ikke får nogle penge, fordi de bliver meldt raske uden at kunne arbejde fuld tid.

Fagforbundene Bupl og 3F oplever det samme.

De vil derfor have loven ændret, så folk først kan blive raskmeldt, når de er klar til at arbejde mindst 30 timer om ugen.

/ritzau/