Færre piger bliver vaccineret mod HPV

Flere og flere piger fravælger at blive vaccineret mod HPV-virus, selvom nogle former for HPV kan udvikle sig til livmoderhals-kræft.

Færre og færre unge piger vælger at blive vaccineret mod HPV. De er bange for bivirkningerne. (Foto: © Martin Ballund, Scanpix)

Man kan blive smittet med HPV-virus igennem seksuel kontakt. Der findes mange typer af virussen HPV, og nogle af dem kan udvikle sig til kræft i livmoderhalsen.

Der findes en vaccine mod HPV, som er gratis for piger mellem 12 og 18 år.

90 procent tog imod den gratis vaccine i de første tre år, men i 2014 var antallet af vaccinerede 12-årige piger faldet til 71 procent, viser tal fra Statens Serum Institut ifølge Kristeligt Dagblad.

Ifølge Kræftens Bekæmpelse vil flere kvinder i fremtiden dø af kræft i livmoderhalsen, fordi de fravælger vaccinen.

Overlæge: Ærgerligt, at der er spredt frygt

Iben Holten er overlæge ved Kræftens Bekæmpelse. Ifølge hende er piger begyndt at vælge vaccinen fra, fordi de er bange for de mulige bivirkninger ved vaccinen.

Der har nemlig været skrevet meget i medierne om de mulige bivirkninger.

- Jeg forstår, at der er piger, der er blevet bange på grund af debatten om bivirkninger. Det er rigtig ærgerligt, at der er blevet spredt så meget frygt, at pigerne ikke bliver vaccineret, siger Iben Holten til avisen.

- For vaccinen giver virkelig en større sikkerhed, siger overlægen.

Kræftens Bekæmpelse frygter, at det vil føre til 15 flere dødsfald og 840 flere operationer, hvis antallet af vaccinerede falder til 65 procent inden for et år

Fakta

  • Hvert år dør cirka 100 kvinder af livmoderhalskræft.

  • 6000 bliver opereret for forstadier - det vil sige celleforandringer, der kan udvikle sig til livmoderhalskræft.

/ritzau/