Hvert år til jul laver politiet en masse sprit-kontroller på de danske veje. Ved kontrollerne tjekker de, om bilisterne har drukket for meget alkohol til at køre bil.
Fra den 26. november til den 20. december har politiet sigtet 438 personer for sprit-kørsel, viser en opgørelse fra Rigspolitiet. I samme periode sidste år blev 496 personer sigtet for sprit-kørsel.
Politiet har også testet for narko. Fra den 26. november til den 20. december har politiet sigtet 416 personer for narko-kørsel. I samme periode sidste år sigtede de 335 personer.
Faldet fortsætter
Politiet har især lavet kontrol på de store julefrokost-dage torsdag, fredag og lørdag i ugerne op mod jul. Politiet har også udført kontroller på søndage, hvor man stadig kunne være påvirket af spiritus fra aftenen før.
Antallet af sprit-bilister er faldet over de seneste år.
I hele 2007 var der i alt 11.700 sigtede sprit-bilister. I 2014 var antallet faldet til 7.700. Faldet er også fortsat i 2015.
Rådet for Sikker Trafik: Det skal tages alvorligt
Mogens Kjærgaard Møller er direktør i Rådet for Sikker Trafik. Han siger, at antallet af sprit-bilister stadig tages alvorligt, selvom det er faldet.
- Selv om antallet af spritbilister er faldet over årene, så viser tallene fra Rigspolitiet, at der fortsat er et problem med personer, der sætter sig bag rattet, efter at de har drukket, siger Mogens Kjærgaard Møller i en pressemeddelelse.
- Der er alkohol involveret i en ud af fem dødsulykker i trafikken, så spritkørsel skal tages meget alvorligt, siger han.