I dag har statsminister Lars Løkke Rasmussen (Venstre), kirkeminister Bertel Haarder (Venstre) og Folketingets partiledere diskuteret, hvad man skal gøre ved imamer, der arbejder imod demokratiet og de danske værdier.
Det sker efter TV 2’s dokumentar 'Moskeerne bag sløret', som satte gang i en debat om imamer i Danmark.
Ved mødet i Folketinget foreslog regeringen, at man opretter en liste over udenlandske imamer, der er kendt for at prædike om had mod demokratiet. Regeringen foreslog også, at man holder mere øje med imamer i Danmark, og hvor mange penge imamer får i offentlig støtte.
Statsministeren vil have en ny lov klar
Folketingets partier er enige om, at imamer, der prædiker om had og vold, ikke skal kunne rejse ind i Danmark for at sprede deres budskaber.
Resten af regeringens forslag mangler partierne stadig at blive enige om. Partilederne og regeringen skal mødes igen i næste uge og forhandle videre.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (Venstre) vil gerne have en ny lov klar inden sommerferien.
/ritzau/DR Nyheder