Lockouten af skolelærerne er nu gået ind i sin fjerde uge.
Og nu forslår skoleeleverne selv, at de skriftlige afgangsprøver i folkeskolen bliver aflyst.
- Vi håber på, at de skriftlige prøver bliver aflyst. Vi frygter, at eleverne ikke vil kunne få nok undervisning, selvom prøverne bliver udskudt.
Det siger formanden for Danske Skoleelever, Agnete Hansen, til DR Nyheder.
Prøverne begynder den 2. maj
Hvis de skriftlige afgangsprøver bliver aflyst, kommer elevernes årskarakterer til at gælde som karakter. De skriftlige prøver i matematik går i gang den 2. maj. Og dagen efter fortsætter afgangsprøverne i dansk.
I sidste uge var Danske Skoleelever ude at sige til regeringen, at den skal gribe ind i konflikten mellem Kommunernes Landsforening og Danmarks Lærerforening.
Ellers ville det blive for sent for eleverne at forberede sig til prøverne. Og nu er der altså blevet for sent, mener foreningen.
Stilhed fra ministeriet
Ministeriet for Børn og Undervisning kan ikke oplyse, om prøverne bliver holdt, bliver udskudt eller helt aflyst.
Ministeriet kan heller ikke fortælle, hvornår det er sidste frist for at aflyse eller udskyde afgangsprøverne. Det gør skoleelever usikre, siger Agnete Hansen:
- Der er forvirring og frygt for, at eleverne klarer det dårligere, end de havde håbet på. Vi har mange elever, der ikke ved, hvad de skal gøre.
Eleverne er ikke trygge
Formanden vil derfor gerne have en udmelding fra Ministeriet for Børn og Undervisning om, hvad der skal ske:
- Det er vigtigt, at der er nogen, der tager ansvar, så eleverne bliver trygge, siger Agnete Hansen.
De mundtlige afgangsprøver er planlagt til at forløbe mellem den 3. juni og 26. juni. Danske Skoleelever håber, at lockouten stopper i tide, så de prøver kan foregå som planlagt.