Tirsdag i sidste uge skulle næsten 2500 udlændinge til prøve for at få dansk statsborgerskab.
Politiken har fået resultaterne fra en del af de sprogcentre, som holdt prøven om indfødsret.
Politikens tal viser, at færre end hver tredje bestod prøven. Det officielle tal kommer dog først om cirka to uger.
Venstre: Testen skal være anderledes
Politikere fra både Venstre og Socialdemokraterne vil give udlændingene en ny chance.
- Testen skal laves anderledes næste gang. Mange af spørgsmålene er gode nok, men problemet opstår ved spørgsmål, hvor man kan vælge mellem årstal, der ligger meget tæt på hinanden, siger Jan E. Jørgensen fra Politiken til Venstre.
Udlændingene til prøven skulle for eksempel vælge mellem tre årstal, hvor den første Olsen Banden-film kom i biograferne.
De skal ikke betale et nyt gebyr for prøven
Jan E. Jørgensen fra Venstre mener, at de dumpede skal op til en ny eksamen hurtigt, så de måske kan nå at få dansk statsborgerskab i denne måned.
Mattias Tesfaye fra Socialdemokraterne er enig, og han synes heller ikke, at udlændingene skal betale gebyr for en ny prøve.
- Det er jo der, vi kan sige til de ansøgere, at vi erkender, at det er vores fejl. Men det vigtigste er, at de kan få statsborgerskab på samme tid, og at vi laver en ny prøve, siger han til Politiken.
Dansk Folkeparti vil vente, til de officielle tal fra prøven kommer om cirka to uger.