Du kan slippe for digital post

Du kan blive fri for den digitale postkasse. Læs om reglerne.

Man kan undgå at få en digital postkasse, hvis man er blind eller dement. (Foto: © Colourbox.com)

Du kan blive fri for at have en digital postkasse, hvis du:

1) Har en hjerneskade, så du ikke kan bruge en digital postkasse. Det kan for for eksempel være, hvis du er dement eller udviklingshæmmet.

2) Hvis du er blind eller har et handicap, som forhindrer dig i at bruge den digitale postkasse.

3) Hvis du ikke har en computer eller en tablet derhjemme, eller der hvor du bor. Det er altså ikke et krav, at du skal gå på biblioteket for at tjekke din digitale postkasse på en computer.

4) Hvis du er rejst ud af Danmark, og du har fortalt myndighederne om det, behøver du heller ikke at have en digital postkasse.

5) Hvis du er hjemløs, skal du heller ikke kunne tjekke din digitale post.

6) Hvis du har svært ved dansk eller er ordblind, kan du også søge om at blive fri for at bruge den digitale postkasse.

7) Hvis du ikke kan få fat i Nem ID, kan du søge om at blive fri for at have en digital postkasse. Det kan være, at du for eksempel bor i udlandet og ikke kan gå på kommunens borgerservice for at hente Nem ID.

8) Det kan godt være, at du har en computer. Men måske har din computer så dårlig en forbindelse til internettet, at du ikke kan bruge den digitale postkasse.

Du skal skrive under på en blanket

Hvis du vil blive fri for for at modtage digital post, skal du møde op i din lokale borgerservice på kommunen. Her får du en blanket, som du skal skrive under på. Du skal huske sygesikringsbevis eller pas.

Det er ikke al slags digital post, du kan blive fri for at modtage. Hvis du for eksempel får lønsedler fra staten, kan du ikke blive fri for, at de kommer i din digitale postkasse.