Nogle passagerer i landets tog tager en cigaret, når togene holder stille ved stationerne, men det er snart slut.Fra den 1. juli er der rygeforbud på alle stationerne i Danmark. Christian Linnelyst er chef i DSB. Han mener, det er helt naturligt, at stationerne nu også bliver røgfri:
- Folk kan jo se, at der efterhånden er kommet rygeforbud i mange andre offentlige og private virksomheder. Det er den vej, det går alle steder, siger han.
Andre passagerer skal sige, at man ikke må ryge
DSB's ansatte kan give en advarsel til dem, der alligevel vælger at ryge. Man kan også blive bedt om at forlade stationen og meldt til politiet, hvis man bryder reglerne.
Christian Linnelyst tror dog ikke, at det bliver nødvendigt, og han mener, at rygeforbuddet vil blive overholdt.
Samtidig tror han, at andre passagerer vil sige til rygerne, at de bryder reglerne.
Allerede i 2007 blev det forbudt at ryge i DSB's tog.
/ritzau/