Derfor stemmer disse partier ja

Socialdemokraterne, Venstre, Radikale Venstre, SF, Det Konservative Folkeparti og Alternativet synes, at danskerne skal stemme ja den 3. december.

Socialdemokraterne, Venstre, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti og Alternativet stemmer ja, (© DR Ligetil)

Skal Danmarks retsforbehold laves om til en tilvalgsordning, hvor politikerne fra sag til sag kan tage stilling til, om Danmark skal være med i ny EU-lovgivning på retsområdet.

Ja, mener Socialdemokraterne, Venstre, Radikale Venstre, SF, Det Konservative Folkeparti og Alternativet.

Derfor synes partierne, at danskerne skal stemme ja den 3. december.

Derfor stemmer Socialdemokraterne ja

Socialdemokraterne mener, at vi skal stemme ja til tilvalgsordningen, så Danmark bliver ved med at være en del af det europæiske politisamarbejde.

Partiet mener, at samarbejdet er nødvendigt for at kunne bekæmpe for eksempel netværk af pædofile, kvindehandel, narkohandel, indbrudsbander og terror på tværs af EU’s grænser.

- Den kommende afstemning handler om at bekæmpe kriminalitet, sikre tryghed for danskerne og styrke vores virksomheder, som blandt andet får bedre mulighed for at kræve penge ind fra skyldnere i andre EU-lande, siger partiet.

Derfor stemmer Venstre ja

Det skal være tryggere at være dansker, sværere at være kriminel og lettere at være virksomhed, lyder det fra partiet.

Hvis Danmark stemmer ja til tilvalgsordningen, giver vi politiet mulighed for fortsat at være en del af Europol-samarbejdet, så vi kan blive ved med at bekæmpe kriminalitet på tværs af landegrænser, lyder det fra partiet.

Med en tilvalgsordning bestemmer Danmark selv, hvilke dele af EU’s rets-samarbejde vi skal deltage i, og hvilke dele vi ikke ønsker at være en del af, mener Venstre.

Derfor stemmer Radikale Venstre ja

Radikale Venstre mener, at danskerne skal stemme ja til en tilvalgsordning, så Danmark stadig kan være med i Europol-samarbejdet.

Samarbejdet har tidligere været vigtigt i sager om at opspore kriminelle netværk, lyder det fra partiet.

Et ja vil give Danmark indflydelse på den fælles retspolitik i EU og lov til selv at bestemme, om vi vil være med i EU’s fælles politik fra sag til sag, mener Radikale Venstre.

Derfor stemmer SF ja

SF stemmer ja, fordi partiet mener, at det er en fordel for Danmark at samarbejde med andre EU-lande om problemer på tværs af landegrænser.

Med et ja kan Danmark fortsat deltage i det fælles politisamarbejde og bekæmpe for eksempel kvindehandel og overgreb mod børn, lyder det fra partiet.

Et ja vil ifølge SF også betyde, at Danmark kan styrke børns rettigheder ved skilsmisser på tværs af lande, vi kan styrke fagforeningernes kamp mod social dumping og arbejde for solidariske løsninger på flygtningekrisen i EU.

Derfor stemmer Det Konservative Folkeparti ja

Partiet mener, at der er tre fordele ved at erstatte retsforbeholdet med en tilvalgsordning:

Dansk politi skal have de bedste betingelser for at bekæmpe kriminalitet på tværs af EU’s grænser.

Danskernes retssikkerhed i andre EU-lande skal sikres, og danske virksomheder skal sikres fair og lige konkurrencevilkår i Europa.

Partiet mener, at Europol-samarbejdet kan være med til at sikre danskerne mod udenlandske kriminelle.

Derfor stemmer Alternativet ja

Alternativet anbefaler danskerne at stemme ja ved folkeafstemningen.

Partiet mener, at Danmark skal samarbejde med Europa om problemer på tværs af landegrænser – blandt andet ved hjælp af politisamarbejdet Europol.