Der er omkring 40.000 fattige personer i Danmark, og det er dobbelt så mange som i 2004.
Tallene kommer fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, der blandt andet arbejder for at skabe mindre ulighed i Danmark.
Tallene viser også, at der især er mange fattige børn på Langeland, Lolland og i Ishøj.
Lolland får flere fattige børn
Holger Schou Rasmussen (Socialdemokraterne) er borgmester i Lolland Kommune, og han er bange for, at der kommer endnu flere fattige børn.
- Jeg er meget bekymret for fremtiden, for nu har man indført integrationsydelse og kontanthjælpsloft, så jeg har en forventning om, at man faktisk får flere fattige børn på Lolland, siger han.
Kommune støtter børn, som skal på tur
Lolland har afsat en pulje på 300.000 kroner til børn fra fattige familier.
Pengene kan hjælpe børn, der for eksempel skal på tur med deres sportsklub, så børnene ikke føler sig udenfor deres kammeraters fællesskab.
I aften sender DR2 dokumentaren ’Barndom på bistand’ klokken 20.45.