Bakterie spreder sig fra grise til mennesker

Flere mennesker får en særlig farlig type bakterie, som lægerne ikke kan fjerne med medicin. Bakterien stammer fra grise.

Grise kan smitte mennesker med en farlig bakterie, som der ikke er medicin imod. (Foto: © Claus Fisker, Scanpix)

 

Flere mennesker får en særlig farlig type bakterie, som lægerne ikke kan fjerne med medicin. Bakterien stammer fra grise.I sidste måned fik 105 mennesker i Danmark at vide, at de er smittet med den farlige bakterie MRSA CC398.

Det er det højeste antal nye smittede, der er fundet på en måned.

Bakterien stammer fra grise og er særlig farlig, fordi lægerne ikke kan helbrede den med medicin som for eksempel penicillin.

Bakterien har kostet fire danskere livet.

Ikke alle bliver syge

Det er heldigvis langt fra alle, der bliver syge af bakterien.

Statens Seruminstitut siger, at omkring hver femte af de smittede blev syge i år. Men selvom man ikke bliver syg, kan man stadig overføre bakterien til andre mennesker.

Tidligere smittede bakterien kun mennesker, der arbejder med grise, men nu smitter den også fra menneske til menneske.

Flere af de nye smittede har aldrig arbejdet med grise.

Læge: Smitten er ude af kontrol

I 2009 blev 43 danskere smittet, viser tal fra Statens Seruminstitut.

Sidste år var tallet steget til 649, og i år er vi allerede oppe på 575.

Hans Jørn Kolmos er professor på Odense Universitetshospital og han mener, at bakterien er ude af kontrol, når så mange bliver smittet.

Mange grise er smittede

Myndighederne mener, at næsten 70 procent af de danske grise er smittet med MRSA CC398.

Før sommerferien kom fødevareminister Dan Jørgensen (Socialdemokraterne) med en plan, der skal standse smitten fra grisene til mennesker. Men det er for tidligt at sige, om planen virker.