Bagmandspolitiet har fundet 1,7 milliarder forsvundne skatte-kroner

Bagmandspolitiet mistænker, at de 1,7 milliarder kroner er en del af de 6,2 milliarder kroner, som svindlere har franarret Skat.

Svindlere har franarret Skat mindst 6,2 milliarder ved at sende falske ansøgninger om at få penge tilbage i Skat. (Foto: © ERik Refner, Scanpix)

I august kom det frem, at svindlere har franarret Skat mindst 6,2 milliarder kroner.

Svindlerne franarrede Skat pengene ved at sende mere end 2000 falske ansøgninger om at få udbytteskat betalt tilbage.

Siden har bagmandspolitiet efterforsket sagen med hjælp fra myndigheder i Danmark og udlandet.

1,7 milliarder er fundet i udlandet

Tirsdag kom det frem, at bagmandspolitiet nu har fundet 1,7 milliarder kroner af de penge, som Skat er blevet franarret.

Politiet har blandt andet fundet frem til pengene ved at gennemsøge en række adresser i England.

Politiet mistænker, at de 1,7 milliarder kroner stammer fra skattesvindlen med udbytteskat.

Danmark har ikke fået pengene tilbage endnu

Morten Nielsen Jakobsen er chef for bagmandspolitiet. Han fortæller, at pengene endnu ikke er kommet tilbage til Danmark.

- Vi samarbejder nu med udenlandske myndigheder om at få pengene tilbage i den danske statskasse igen.

- Det kan sagtens blive op ad bakke, men vi har nu sikret, at disse midler (penge) ikke bare kan forsvinde, hvis de viser sig at stamme fra kriminalitet, siger han.