Regeringen har besluttet at flytte 3900 af statens arbejdspladser væk fra København og ud til kommuner rundt om i landet. Regeringen håber, at det kommer til at skabe en bedre balance mellem hovedstaden og provinsen.
DR Nyheder har lavet en undersøgelse blandt otte forskellige arbejdspladser, der skal flyttes ud af hovedstaden.
Flere steder siger de ansatte, at de ikke vil flytte med arbejdspladsen til en anden kommune, og flere har allerede sagt deres job op, efter de hørte om regeringens plan.
11 medarbejdere har allerede sagt op
En af de arbejdspladser, der skal flytte væk fra København, er Statens Administration. Statens Administration har 294 medarbejdere, og planen er, at hele arbejdspladsen skal flytte fra København til Hjørring.
Frank Petersen er direktør i Statens Administration. Han siger, at 11 medarbejdere allerede har sagt op, fordi de vil blive boende i København.
Frank Petersen er bange for, at flytningen til Hjørring kommer til at gå ud over Statens Administrations arbejde. Han tror ikke, at de i Hjørring vil kunne nå at lave alle de opgaver, de nu udfører i København.
Familien har størst betydning
Lars Qvistgaard er formand i Djøf Offentlig. Fagforeningen Djøf repræsenterer over tusind af de ansatte, der skal flytte fra København.
Djøf har for nyligt lavet en undersøgelse, der viser, at fem ud af seks prøver at finde et nyt arbejde i København i stedet for at flytte.
- De personlige forhold er allervigtigst, og mange kan ikke flytte på grund af familien. Derfor afventer vores medlemmer lige nu situationen, men mange giver udsagn om, at de ser på nye muligheder og er aktivt jobsøgende, siger Lars Qvistgaard.