50.000 lærere bliver sendt hjem

Landets 50.000 folkeskolelærere risikerer en lockout den 1. april. Kommunernes Landsforening vil have lærerne til at ændre deres arbejdstid.

Formand for Kommunernes Landsforening (KL) varslede torsdag lockout af folkeskolelærerne, hvis ikke der kommer en aftale om deres arbejdstid. (Foto: © Torkil Adsersen, Scanpix)

50.000 lærere risikerer at blive sendt hjem 1. april, hvis kommunerne og lærerne ikke bliver enige om en aftale om lærernes arbejdstid.

Torsdag besluttede Kommunernes Landsforening (KL) at varsle lockout for folkeskolelærere.

En lockout betyder, at lærerne ikke må komme på skolerne. De får heller ikke løn.

Parter får hjælp til forhandlinger

KL-formand Erik Nielsen siger, at der ikke er konflikt endnu. Og at parterne skal mødes i Forligsinstitutionen:

- Vi har endnu ikke opgivet at nå frem til en aftale, siger han.

Forligsinstitutionen hjælper arbejdsgivere og arbejdstagere med at afslutte overenskomster, så der ikke kommer konflikt.

Beslutning går ud over elever og forældre

Erik Nielsen sagde også, at elever og lærere vil komme til at mærke en lockout.

- Vores beslutning vil medføre praktiske udfordringer for både elever og forældre, der skal have hverdagen til at gå op, sagde han.

- Men KL vurderer, at det er helt afgørende for folkeskolens udvikling, at vi får ændret arbejdstidsreglerne.

Lærerformand: Elever og forældre bliver ofre

Formanden for Danmarks Lærerforening siger, at folkeskolens elever og deres forældre bliver de første ofre, hvis skolerne lukker.

- Men den virkelige taber risikerer at blive folkeskolen som helhed, siger Anders Bondo Christensen.

- Man skaber ikke engagerede, begejstrede og ansvarsfulde lærere, som er fundamentet for en stærk folkeskole, på ruinerne af en ødelæggende og meningsløs konflikt.

KL vil have nye regler om arbejdstid

KL vil ændre lærernes arbejdstid, så lærerne kommer til at arbejde 37 timer om ugen.

Det gør andre offentligt ansatte.

Men lærerne vil beholde en særlig aftale, som i højere grad giver lærerne mulighed for selv at planlægge deres arbejdstid.

Regering: Lærere skal undervise mere

Overenskomst-forhandlingerne om lærernes arbejdstid sker kort tid efter, at regeringen kom med sit udspil til en undervisningsreform.

Den lægger op til, at lærerne skal undervise i flere timer end i dag. Og at eleverne skal gå længere tid i skole.

Staten varsler lockout

Det er ikke kun lærerne i kommunernes folkeskoler, der risikerer at blive sendt hjem fra arbejde den 1. april.

Torsdag formiddag sagde Finansministeriet, at statens undervisere bliver lockoutet fra 1. april.

Det er lærere på erhvervsrettede uddannelser og private skoler og efterskoler.