I denne uge kom Styrelsen for Undervisning og Kvalitet med 12 anbefalinger til, hvordan elevers skærmforbrug kan fylde mindre i grundskolen og i fritidstilbud.
Det er børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S), der har bedt styrelsen om at komme med anbefalinger. Ifølge ham fylder computere, tablets og telefoner nemlig for meget i skolen.
Styrelsen anbefaler blandt andet at indføre mobilfri skole og spærre adgangen til hjemmesider, der ikke er relevante.
Hvad handler de nye anbefalinger om, og hvad siger eleverne til det? Bliv klogere i DR Ligetils nyhedspakke nedenfor.
Hvad er de nye anbefalinger?
På en typisk uge bruger 72 procent af de danske elever digitale enheder i hver eller næsten hver time i skolen.
Derudover oplever 31 procent af de danske elever, at de bliver distraheret af deres digitale enheder i de fleste eller hver matematiktime. Det viser PISA-undersøgelsen fra 2022.
De 12 nye anbefalinger går nu blandt andet ud på, at der skal være plads til analog læring. Det vil sige læring, som ikke foregår på en skærm. Du kan læse alle anbefalingerne i slideren herunder.
Hvordan oplever eleverne skærmforbruget?
På Brøndbyvester Skole nær København har de allerede erfaringer med at lade skærmene fylde lidt mindre. Her skal eleverne aflevere deres mobiler, og skolen har samtidig installeret en såkaldt firewall. Det betyder, at eleverne ikke kan gå ind på bestemte hjemmesider.
Det er en god ting, mener en af skolens elever fra 9. klasse. Man kan nemlig nemt komme til at gå ind på sociale medier, mens man har undervisning.
I artiklen her kan du møde nogle af eleverne og blive klogere på, hvad de tænker om de nye anbefalinger. Du kan også se dette indslag fra TV Avisen, hvor elever på Tranegårdsskolen deler deres synspunkt.
Hvordan modtages de nye anbefalinger?
Louise Klinge er børne- og skoleforsker og medlem af Børnerådet. Ifølge hende er omfanget af skærme et af de største problemer i folkeskolen. Derfor er hun glad for, at der kommer fokus på mindre brug af skærme. Også organisationen Skole og Forældre er positive.
Joachim Kjølberg er skoleleder på Brøndbyvester Skole, hvor de siden efteråret har arbejdet med forskellige tiltag for at sætte skærmforbruget ned. Han mener dog også, at man skal huske de gode ting, som skærme kan bruges til i undervisningen.
Det kan du læse mere om i artiklen her, hvor Louise Klinge også deler sin viden omkring elever og skærme.