Den seneste tid har der været en række voldelige episoder, hvor svenske unge er sigtet for at begå kriminalitet i Danmark. Siden 1. august er fem svenskere blevet sigtet for at begå kriminalitet i Danmark.
Ifølge dansk politi betaler danske kriminelle sig fra at få svenskere til at begå kriminaliteten i Danmark. Det drejer sig især om unge svenske mænd, der ofte er under 18 år.
Faktisk har der siden april været 25 episoder, hvor kriminelle grupper i Danmark hyrer svenske kriminelle til at udføre kriminalitet, siger justitsminister Peter Hummelgaard. Mange af sagerne er dog ikke kendt i offentligheden, fordi politiet har fået dem stoppet, inden de skete.
DR Ligetil samler op på den seneste tids sager. Læs med i nyhedspakken nedenfor.
Hvad ved vi?
Politiet og justitsminister Peter Hummelgaard siger, at det er kriminelle grupperinger i Danmark, som hyrer de svenskere til at udføre kriminaliteten.
Man vurderer, at det lige nu er den organiserede bande LTF, som er i konflikt med en anden kriminel gruppe, og at begge grupper betaler svenske unge for at udføre kriminalitet. I 2018 dømte Højesteret ellers LTF til at være en ulovlig forening.
Blot inden for den seneste uge har der været tre episoder, hvor dansk politi har sigtet svenske teenagere for drabsforsøg i Danmark. Det drejer sig om et skyderi på Blågårds Plads, et skyderi mod en 18-årig i en smykkebutik på Frederiksberg og et angreb med håndgranat på en kiosk i København. Læs mere om sagerne her, og hvad politiet ved her.
Hvad vil politikerne gøre?
Justitsminister Peter Hummelgaard siger, at han bruger al sin tid på, at Danmark ikke får det, han kalder ”svenske tilstande”. Han siger, at der er mange bandekrige i det svenske samfund, og han kalder de svenskee, der hyres til at begå kriminalitet for ”børnesoldater”.
Peter Hummelgaard vil nu øge samarbejdet med svensk politi, og derfor skal danske politifolk nu udstationeres i Sverige, så de kan få yderligere information om det svenske bandemiljø. Dansk politi øger også kontrollen yderligere ved den dansk-svenske grænse.
I dette indslag fra TV Avisen kan du se et interview med Peter Hummelgaard, og i artiklen her kan du læse, hvordan kriminologer vurderer indsatsen.
Hvordan arbejder politiet med at løse konflikten?
Politiet har efterspurgt muligheden for at bruge ansigtsgenkendelse for hurtigt at kunne finde frem til gerningsmænd.
Thorkild Fogde er rigspolitichef, og han siger, at det vil gøre det muligt at gennemgå videomateriale hurtigere. Politiet har også efterspurgt muligheden for at dekryptere de beskedtjenester, som de kriminelle bruger. Ifølge Thorkild Fogde gemmer de kriminelle sig nemlig bag ”digitale mure”.
Justitsminister Peter Hummelgaard siger, at han er åben overfor at opfylde politiets ønsker. I artiklen her kan du blive klogere på, hvordan politiet vil bruge værktøjerne.
Hvordan har bandemiljøet udviklet sig?
Aydin Soei er sociolog og forfatter og har fulgt det danske bandemiljø siden nullerne. Han fortæller i programmet Deadline, at han ser en bekymrende udvikling.
- Der bliver ikke skudt lige så meget som i de første år af bandekonflikten. Men når der bliver skudt, sker det for at dræbe, siger han i Deadline. Han forklarer også, at der i dag er færre bandemedlemmer end for ti år siden, men miljøet er til gengæld blevet hårdere end tidligere. Hør mere om problematikken i programmet her.
I nyhedspodcasten Tiden kan du også høre et indslag om de svenske unge, der begår bestilt kriminalitet i Danmark. Lyt med her.