Hongkongs regeringschef indfører maskerings-forbud

Der har været adskillige demonstrationer i Hongkong siden juni. Nu bliver det ulovligt at bære masker, siger regeringen.

Samtidig med, at regeringlederen sagde, at masker er forbudte, er demonstranter gået på gaden i Hongkong. (Foto: © TYRONE SIU, Scanpix)

Hongkong er en kinesisk region, hvor der bor cirka 7,4 millioner mennesker. Selvom Hongkong er en del af Kina, har regionen selvstyre og eget rets-system.

I juni begyndte borgere i Hongkong at demonstrere mod en udleveringslov med Kina. Det ville gøre det muligt at udlevere borgere i Hongkong til rets-sager i Kina.

Der har været adskillige demonstrationer, som siden er blevet til protester mod Kinas indflydelse i Hongkong generelt.

Ansigtsmasker er forbudte

Carrie Lam er Hongkongs regeringsleder. Hun siger på et pressemøde, at det nu bliver forbudt at bære ansigtsmasker i Hongkong.

- Stort set alle demonstranter ved de her ulovlige forsamlinger bærer masker for at undgå konsekvenserne. Vi håber, at loven kan have en forebyggende effekt, siger hun.

Ifølge Hongkongs sikkerhedsminister Lee kan man få et års fængsel eller en bøde på omkring 20.000 kroner, hvis man overtræder forbuddet.

Regeringsleder: Hongkong er ikke i undtagelsestilstand

På pressemødet blev Carrie Lam spurgt, om der kan komme flere forbud. For eksempel forbud mod brug af besked-app’en Telegram.

Carrie Lam afviste ikke, at regeringen ser på, hvad den ellers kan gøre, hvis urolighederne fortsætter. Hun sagde, det ikke har været en let beslutning og understregede, at ”Hongkong ikke er i undtagelsestilstand”.

Loven omfatter også malede ansigter, men der kan være undtagelser. For eksempel af religiøse årsager.