På torsdag den 14. juni begynder VM i herrefodbold i Rusland, og Danmark har kvalificeret sig.
Før VM spiller de kvalificerede hold testkampe, som ikke er en del af selve VM.
I sidste weekend spillede Danmark uafgjort mod Sverige, og i går vandt Danmark 2-0 over Mexico på Brøndby Stadion.
Landstræner: Mål er vigtige for holdets selvtillid
De to danske mål blev scoret af Yussuf Poulsen og Christian Eriksen.
Åge Hareide er træner for landsholdet. Han siger, det er vigtigt for holdets selvtillid at vise, at det kan score mål. Han siger også, at det var en god holdindsats.
Det danske landshold rejser til Rusland mandag. Danmark skal spille sin første VM-kamp mod Peru den 16. juni i Saransk i Rusland.
Se sendeplan for VM i fodbold med tidspunkter og tv-kanaler.
Du kan læse meget mere om fodbold og VM i DR Ligetils store VM-tema.