Her er Saudi-Arabiens tre forklaringer på, hvad der er sket med forsvundet journalist

Saudi-Arabien har givet flere forskellige forklaringer på, hvad der er sket med den forsvundne journalist Jamal Khashoggi. Få et overblik.

Journalisten Jamal Khashoggi gik ind på det saudiske konsulat i Tyrkiet den 2. oktober. Han er ikke set siden. (© Scanpix)

Jamal Khashoggi var en 59-årig saudisk journalist, der var kritisk overfor kongefamilien i Saudi-Arabien. Derfor boede han i USA.

Men den 2. oktober besøgte han Saudi-Arabiens konsulat i Istanbul, fordi han skulle have nogle dokumenter, så han kunne blive gift med sin tyrkiske forlovede.

Jamal Khashoggi har siden været forsvundet. Tyrkiet mener, at han blev dræbt på konsulatet. Saudi-Arabien sagde først, at han selv forlod konsulatet, men i lørdags sagde landet, at han døde på konsulatet.

Saudi-Arabien har givet flere forklaringer på Jamal Khashoggis forsvinden. Nedenfor kan du få et overblik over forklaringerne.

1. Gik ud i live

Saudi-Arabien afviste først Tyrkiets anklager om, at Jamal Khashoggi var blevet dræbt på konsulatet.

De saudiske myndigheder sagde, at han havde forladt konsulatet i live, og at han måtte være forsvundet et sted mellem udgangen og det sted, hvor hans forlovede ventede på ham få meter fra konsulatet.

Ifølge Saudi-Arabien filmede konsulatets overvågningskameraer ikke den dag, Jamal Khashoggi forsvandt. Derfor var det ikke muligt at bevise Saudi-Arabiens forklaring om, at han var gået levende fra konsulatet.

2. Døde i et slagsmål

I lørdags ændrede Saudi-Arabien dog forklaring. Her sagde landet for første gang, at Jamal Khashoggi faktisk blev dræbt på konsulatet.

Ifølge en offentlig anklager døde Jamal Khashoggi på grund af et slagsmål mellem Jamal Khashoggi og folk på konsulatet.

Saudi-Arabien oplyste ikke, hvad der bagefter var sket med Jamal Khashoggis lig.

3. Der skete en fejl

Søndag sagde Saudi-Arabiens udenrigsminister, Adel al-Jubeir, at man ikke længere ved, hvad der virkelig skete med Jamal Khashoggi. Udover at han blev dræbt af et ”saudisk sikkerhedsteam” på konsulatet.

- Han blev dræbt på konsulatet. Vi ved ikke i detaljer hvordan. Vi ved ikke, hvor liget er, sagde Adel al-Jubeir.

Han betegner også drabet som en "forfærdelig fejl" og kondolerede overfor Jamal Khashoggis familie. Han sagde, at Saudi-Arabien har udsendt arrestordre på 18 mistænkte i sagen.