Håndbold-herrerne skal til OL

Søndag vandt Danmarks håndbold-herrer 26-24 over Bahrain. Danskerne har nu kvalificeret sig til OL i Rio til sommer.

Der var vild jubel blandt de danske spillere, efter at de havde sikret sig en plads ved OL. (Foto: © Frank Cilius, Scanpix)

De danske håndbold-herrer skulle i denne weekend forsøge at kvalificere sig til OL i Rio til sommer.

Fredag vandt Danmark over Kroatien, og lørdag aften spillede holdet uafgjort mod Norge.

Søndag vandt holdet over Bahrain, og dermed sikrede Danmark sig en plads ved OL i Rio til sommer.

Danskerne havde store problemer i første halvleg, men sikrede sig føringen i anden halvleg og kunne slutte af med en sejr.

Kroatien gik også videre

Det er sjette gang i historien, at et dansk herre-håndboldlandshold skal til OL.

Danmark slutter som nummer et i kvalifikations-gruppen med fem point. Kroatien slutter på andenpladsen med fire point og skal også med til OL.

Norge må nøjes med tredjepladsen med tre point og kommer ikke med til OL. Bahrain slutter sidst uden point og skal derfor heller ikke med til OL.