Gymnasier laver drukkodeks for at forhindre, at elever drikker for meget

11 gymnasier i hovedstadsområdet har lavet kodeks for at skærpe reglerne for elevers alkoholforbrug. Fynske gymnasier har indført samme regler.

Sidste år endte nogle gymnasieelever med at blive alt for fulde, og nogle måtte på hospitalet. (Foto: © JEANNE kORNUM, Scanpix)

Flere af hovedstadens gymnasier har tradition for at feste i Dyrehaven, når skoleåret starter.

Men sidste år endte nogle elever med at blive alt for fulde, og nogle måtte på hospitalet.

Derfor har 11 gymnasier i hovedstaden lavet et nyt kodeks, der skal skærpe reglerne for, hvor meget eleverne drikker til fester og studieture.

Rektor: Gymnasier tager alkoholforbrug alvorligt

Henrik Bæch er rektor på Espergærde Gymnasium, som er et af de gymnasier, der er med i kodekset.

Han forklarer, at elevernes druk i blandt andet Dyrehaven ofte bliver koblet til gymnasierne, selvom det ikke foregår på skolerne.

Derfor håber Henrik Bæch, at kodekset viser, at gymnasierne tager elevernes alkoholforbrug alvorligt. Han siger også, at andre skoler gerne må være med i kodekset.

Fynske gymnasier laver også kodeks

Peter Konow er direktør i interesseorganisationen Alkohol og Samfund, og han er er glad for det nye kodeks.

På den måde viser gymnasierne nemlig deres fælles holdning til alkohol, og derfor får eleverne den samme fest uanset hvilket gymnasium, de tager til fest på, forklarer han.

Før sommerferien lavede fynske gymnasier også samme type kodeks, som bliver indført fra i dag.