Frikendte mænd i terrorsag får mindre fængselsstraffe

Mændene er frikendt for at medvirke til terrorangrebet på synagogen i København, men får mindre fængselsstraffe for blandt andet vold og trusler.

Her holder politi foran Københavns Byret, der i dag har frikendt fire tiltalte mænd for at medvirke til terror. (Foto: © Ólafur Steinar Gestsson, Scanpix)

I februar 2015 udførte Omar El-Hussein et terrorangreb på Krudttønden og synagogen i København, hvor to personer blev dræbt.

Politiet skød og dræbte Omar El-Hussein og tiltalte fire mænd for at medvirke til Husseins angreb på synagogen.

Tirsdag blev de fire mænd frifundet for at medvirke til terror, men alle fire mænd får fængselsstraffe for andre mindre forhold.

Mændene får mellem 60 dage og tre års fængsel

32-årige MR får 60 dages fængsel for at have haft lidt hash på sig og nogle patroner.

23-årige IA får seks måneders fængsel for blandt andet vold og trusler mod fængselsbetjente.

26-årige BH og 21-årige LE skal i fængsel for at have hjulpet Omar El-Hussein af med det våben, han brugte under angrebet på Krudttønden. BH får tre års fængsel, og LE får to et halvt års fængsel.

Tre af mændene er blevet løsladt

Alle fire mænd har siddet varetægtsfængslet, siden Omar El-Hussein udførte terrorangrebene.

Tre af mændene er nu blevet løsladt. Både MR og IA har nemlig allerede siddet længere tid i fængsel end deres straf.

LE er også blevet løsladt, selvom hans straf lyder på mere end det halvandet år, han har siddet varetægtsfængslet. Grunden er, at en varetægtsfængsling normalt tæller for mere end almindeligt fængsel.

BH skal fortsat sidde fængslet, da hans straf er længere, end den tid han har siddet varetægtsfængslet.

Anklagemyndigheden har nu 14 dage til at beslutte, om den vil anke sagen til landsretten.

/DR Nyheder/Ritzau/