Frifundet mand i terrorsag kræver stor erstatning

Mand kræver at få en million-erstatning, efter han blev frifundet for at medvirke til terrorangrebet på synagogen i København.

Advokat Michael Juul Eriksen har forsvaret en af de fire mænd, som var tiltalt for at medvirke til terror. (arkivfoto) (Foto: © NILS MEILVANG, Scanpix)

For to uger siden frikendte byretten i København fire mænd, som var tiltalt for at have hjulpet Omar El-Hussein med terrorangrebet på synagogen i København i februar 2015.

Tirsdag sagde Anklagemyndigheden, at den ikke vil anke byrettens frifindelse.

Nu oplyser en af de fire mænds advokater, at den frifundne mand vil kræve erstatning for den tid, han har siddet i fængsel.

Forsvarsadvokat: Det er kun rimeligt

Mandens advokat hedder Michael Juul Eriksen. Han siger, at manden vil kræve omkring én million kroner i erstatning.

- Det er kun rimeligt, eftersom hans navn er blevet spredt ud i alle medier, siger Michael Juul Eriksen.

- Derudover fik han som terrorsigtet en ganske særlig behandling med utallige visitationer dagligt. Noget som andre indsatte ikke er udsat for, siger Michael Juul Eriksen.

Forsvarsadvokat: Det er den helt rigtige afgørelse

Michael Juul Eriksen er tilfreds med, at Anklagemyndigheden ikke vil anke frifindelsen af de fire mænd.

- Det er den helt rigtige afgørelse, og det var vi slet ikke i tvivl om, siger han.

- Især ikke efter byrettens dom, der var så klar, som den var, siger Michael Juul Eriksen.