Frankrigs ambassadør gør status et år efter angrebet på Charlie Hebdo

- Alle generationer skal kæmpe for at bevare deres rettigheder. Intet kan tages for givet, siger Frankrigs ambassadør i Danmark, Francois Zimeray. (Foto: © Lasse Berg Sørensen, Lasse Berg Sørensen)

Francois Zimeray er Frankrigs ambassadør i Danmark.

På den franske ambassade, hvor han arbejder, er der guldtapet og antikke møbler - og et sort skilt med ordene: ”Jeg er Charlie.”

Netop det slogan blev udbredt efter angrebet på satiremagasinet Charlie Hebdo den 7. januar 2015 – altså præcis et år siden i dag. Og sloganet er stadig aktuelt, siger Francois Zimeray.

- Alle generationer skal kæmpe for at bevare deres rettigheder. Intet kan tages for givet, siger ambassadøren til DR Nyheder.

Der er udfordringer for ytringsfriheden

Francois Zimeray taler om ytringsfriheden i Frankrig et år efter angrebet på Charlie Hebdo og det jødiske supermarked, hvor i alt 17 personer blev dræbt.

- Der er udfordringer for ytringsfriheden i dag. Ikke kun fra den islamiske trussel, men også fra den politiske korrekthed i form af selv-censur. Det skal vi bekæmpe, siger ambassadøren.

Han fortæller, at Frankrig har en lang tradition for netop ukorrekthed og blasfemi, som magasinet Charlie Hebdo repræsenterer.

- Vi ser ikke blasfemi som en fornærmelse, men som en fundamental rettighed, siger Francois Zimeray.

Man skal ikke være enig med Charlie Hebdo

Det seneste nummer af magasinet Charlie Hebdo er en specialudgave, og det er fyldt med blasfemi.

Francois Zimeray har selv været chokeret over magasinets tegninger – især dem om paven.

- Men jeg vil stadig kæmpe for deres ret til at fortsætte, siger Zimeray.

- Pointen er ikke at være enig med Charlie Hebdo, når bladet kritiserer religioner. Pointen er at være enig i deres ret til at at gøre det. Et samfund uden den ret, er ikke et frit samfund, siger han.

Vi kan ikke acceptere selv-censur

Ambassadøren mener ikke, at man allerede nu kan sige, om ytringsfriheden i Frankrig generelt er styrket eller svækket efter angrebet på Charlie Hebdo.

Men ifølge Francois Zimeray er der mere selv-censur i visse kredse i Frankrig.

- Vi kan ikke acceptere selv-censur. Der må ikke være grænser. Så længe vi føler en trussel mod kerneværdier som ytrings- og tankefrihed, beholder vi 'Jeg er Charlie’ -skiltet, siger han.