Det er meget tørt i Danmark, og derfor stiger risikoen for, at der kan opstå brande.
Derfor bliver der indført et afbrændingsforbud i hele Danmark fra onsdag klokken 12.
Det oplyser Bjarne Nigaard, som er sekretariatschef i Danske Beredskaber.
Chef: Tjek dit lokale beredskabs hjemmeside
Bjarne Nigaard siger, at afbrændingsforbuddet betyder, at man ikke må bruge noget, som kan sætte ild i naturen.
- Det betyder, at man ikke må bruge åben ild eller grille i det offentlige rum eller bruge ukrudtsbrænderen ved garagen. Og at varmegivende apparater som terrassevarmere heller ikke må bruges, siger han.
I nogle kommuner er det også helt forbudt at grille med kul. Bjarne Nigaard siger, at man kan se, hvilke regler der gælder, på sit lokale beredskabs hjemmeside.