I 2017 kom det frem, at regimet i Aserbajdsjan og Vladimir Putins familie hvidvaskede flere milliarder kroner gennem Danske Banks afdeling i Estland.
Berlingske Business skrev i sidste uge, at der har været mistænkelige transaktioner yderligere 28 milliarder kroner.
Det betyder, at op mod 53 milliarder kroner i alt kan være blevet hvidvasket i Danske Banks afdeling i Estland, ifølge Berlingske Business.
Investeringsfond mistede 1,4 milliarder kroner
William Browder er en forretningsmand og direktør for investeringsfonden Hermitage Capital.
I 2007 mistede Hermitage Capital 1,4 milliarder kroner, som var blevet betalt i skat i Rusland.
Det var angiveligt højtstående russiske embedsmænd og organiserede kriminelle, som svindlede pengene fra Hermitage Capital.
Browder anmelder Danske Bank til politiet
William Browder mener, at Danske Banks afdeling i Estland kan have været med til at hvidvaske op mod 53 milliarder kroner.
Derfor har han anmeldt Danske Bank til politiet. Det skrev avisen Børsen torsdag.
- Jeg kan bekræfte, at vi i går aftes indgav en politianmeldelse af grov uagtsomhed og hvidvaskning vedrørende mere end 8 milliarder dollar, 53 milliarder kroner, som har flydt igennem Danske Banks filial i Estland, siger han.
/ritzau/