Alle medlemmer i FN's Sikkerhedsråd stemte lørdag for en resolution om en våbenhvile i Syrien.
Resolutionen kræver, at der skal være 30 dages våbenhvile i Syrien, og at våbenhvilen skal starte med det samme.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Ghouta er hårdt ramt
Ghouta er et område, nær Syriens hovedstad, Damaskus. Den seneste uge er Ghoutas 400.000 beboere blevet hårdt bombet af det syriske regime.
Ifølge Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder har angrebene kostet mindst 500 personer livet den seneste uge, og mange er civile og børn. Flere hospitaler er også blevet bombet.
Ghouta har været belejret af det syriske regime siden 2013. Det betyder, at nødhjælp ikke har kunne komme ind i byen, ligesom at syge og sårede ikke har kunne komme ud.
Våbenhvilen stopper ikke alle kampe
Våbenhvilen stopper ikke alle kampene i Syrien. I FN’s resolution står nemlig, at det er tilladt at angribe islamister fra grupperne Islamisk Stat, al-Qaeda, Nusfra-fronten og andre styrker, som kæmper sammen med dem.
Olof Skoog er Sveriges FN-ambassadør. Han håber, at våbenhvilen kan redde liv i Syrien.
Det er på tide, at sikkerhedsrådet står sammen og bærer ansvaret for øjeblikkeligt at afværge situationen, der er mere desperat, end ord kan beskrive, siger han.