Der har været krig i Syrien i otte år. Selvom kampene stadig fortsætter flere steder i landet, var de fleste kampe slut i det nordlige Syrien.
Men nu har Tyrkiet invaderet det nordlige Syrien. Tyrkiet siger, at det har angrebet, fordi Tyrkiet vil skabe en såkaldt beskyttelseszone ind til den tyrkiske grænse.
Både Folkekirkens Nødhjælp og FN’s nødhjælps-organisation har nu trukket sig ud af det nordlige Syrien på grund af de mange kampe.
Organisationer tør ikke være i konfliktområdet
Jens Lærke er talsmand for FN’s humanitære nødhjælp. Han siger, at man ikke kan være i området, så længe der bliver affyret bomber og granater.
Han siger, at nødhjælps-organisationen ikke ved, hvad Tyrkiet planlægger, og derfor ved man heller ikke, hvor man skal køre hen.
Folkekirkes Nødhjælp har trukket sig ud, da man ikke vil risikere, at medarbejderne bliver fanget i kampene.
Røde Kors er stadig til stede
Organisationen Røde Kors er fortsat til stede i det nordlige Syrien. Det siger Birgitte Ebbesen, som er international chef for Dansk Røde Kors.
Hun siger, at organisationen vurderer, at sikkerheden for de ansatte er tilstrækkelig indtil videre.
FN’s nødhjælp er fortsat til stede i Syrien, men har valgt at flytte sine ansatte til andre områder. Ifølge FN har kampene i det nordøstlige Syrien sendt mindst 130.000 mennesker på flugt.
Nedenfor kan du se et kort over det område, som Tyrkiet har angrebet.