FN: 800.000 rohingyaer er flygtet til Bangladesh

FN vurderer, at 800.000 rohingyaer er flygtet fra etnisk udrensning i Myanmar.

Billedet viser rohingyaer, som krydser en flod på grænsen mellem Myanmar og Bangladesh. (Foto: © Adnan Abidi, Scanpix)

Rohingyaerne er et muslimsk folk. Der var cirka 1,3 millioner rohingyaer i Myanmar, hvor de er et mindretal.

Men ifølge FN begår Myanmars militær etnisk udrensning på rohingyaerne. Derfor flygter mange rohingyaer fra Myanmar.

Faktisk vurderer FN nu, at 800.000 rohingyaer er flygtet til Bangladesh, hvor de bor i lejre.

Psykolog: Det er grusomt

Anne-Sophie Dybdal er psykolog fra Red Barnet. Hun har de seneste 14 dage mødt mange af flygtningene i Bangladesh.

- Mange af kvinderne har ikke fået nyt tøj, siden de blev voldtaget i det tøj, som de har på, siger hun.

- Det, som rammer mig, er, hvor grusomt, det er, og hvor mange overgreb hver enkelt har været udsat for. Det har jeg aldrig set så massivt som her, siger hun.

Korrespondent: Militæret har magten i Myanmar

Philip Khokhar er DR Nyheders Asien-korrespondent. Han siger, at forholdet mellem Myanmar og Bangladesh er ekstremt dårligt.

Bangladeshs premierminister siger, at Aung San Suu Kyi skal stoppe Myanmars militær, siger Philip Khokhar.

- Jeg tror ikke, at Aung San Suu Kyi personligt ønsker den her forfølgelse. Hendes problem er, at hun ikke har den fulde magt i Myanmar. Det er formentlig stadig militæret, som regerer i kulissen, siger han.

Myanmars rohingyaer

  • Rohingyaerne boede først og fremmest i Myanmars Rakhine-stat, som grænser op til Bangladesh.

  • Rohingyaerne er muslimer, mens størstedelen af befolkningen i Myanmar er buddhister.

  • Myanmar anser de omkring 1,3 millioner rohingyaere, der boede i Myanmar, for at være illegale indvandrere fra Bangladesh. Men rohingyaerne har boet i Myanmar i flere generationer.

  • Rohingyaerne havde ikke de samme rettigheder som andre i Myanmar. For eksempel kunne de ikke få statsborgerskab, de blev udsat for tvangsarbejde, og de måtte ikke eje land. Kilde: Ritzau.