Flere tusinde får bøde for at melde flytning for sent

Antallet af bøder for at melde sin flytning for sent er steget meget i Københavns Kommune, siden tidsfristen blev ændret.

Man kan risikere ikke at få boligstøtte, hvis den tidligere beboer ikke har skiftet adresse. Arkivfoto. (Foto: © søren bidstrup, Scanpix)

Når man flytter til en anden bolig, skal man huske at melde sin flytning til folkeregisteret.

Blandt andet Københavns Kommune giver en bøde, hvis man ikke har meldt flytning senest 14 dage efter. Bøden er på 1000 kr.

Alligevel meldte 3000 borgere sidste år deres flytning for sent til Københavns Kommune og fik derfor en bøde. Tallet er en stigning på 138 procent i forhold til året før.

Adresse har betydning for offentlige ydelser

Den voldsomme stigning er sket efter, at Københavns Kommune ændrede tidsfristen for at melde sin flytning fra 28 dage til 14 dage.

Trine Oliveri er chef for folkeregisteret i København. Hun mener, kommunen har reklameret nok for ændringen og tror, at antallet af bøder vil falde med tiden, når flere opdager de nye regler.

Hun siger, det er vigtigt at ændre sin adresse. Man kan nemlig risikere ikke at få boligstøtte, hvis den tidligere beboer ikke har skiftet adresse.

Få kommuner giver bøder

Alle kommuner i Danmark kan give bøder til borgere, der melder sin flytning for sent. I år har 2000 borgere i Københavns Kommune indtil videre fået en bøde.

I hovedstadsområdet er det dog kun 6 ud af 24 adspurgte kommuner, der giver bøder. Det drejer sig om Gribskov, Gentofte, Ballerup, Helsingør, Solrød og København.

- Hvis man har spørgsmål, er man meget velkommen til at kontakte os i Borgerservice via telefonen eller vores mail. Og ellers kan man gå ind på vores hjemmeside og læse om reglerne, siger Trine Oliveri.

Flytteregler

  • Standardreglen er, at du skal melde din flytning tidligst 28 dage før og senest fem dage efter, at du er flyttet.

  • Det koster ikke noget at melde sin flytning. Men du kan få en bøde, hvis du ikke overholder tidsfristen.

  • Kommunen vælger selv, om den vil forlænge fristen for at melde flytning. Kommunerne vælger også selv, om den vil sende bøder ud.