FAKTA Hvad er treparts-forhandlinger?

I dag begynder treparts-forhandlingerne mellem fagforeningerne, arbejdsgiverne og staten. Her kan du læse mere om, hvad treparts-forhandlinger er.

Den 8. juni 2012 fortalte den tidligere finansminister Bjarne Corydon (Socialdemokraterne), at fagforeningerne ikke ville være med til at lave en treparts-aftale om, at arbejdstagerne skulle arbejde mere. (Foto: © KELD NAVNTOFT, Keld Navntoft/Scanpix)

Fagforeninger er arbejdstagernes organisationer. Fagforeningerne aftaler selv løn og arbejdsforhold med arbejdsgivernes organisationer, uden at staten blander sig.

Fagforeningerne og arbejdsgiverne aftaler blandt andet regler for løn, pension, arbejdstid, opsigelse og løn under barsel og sygdom.

Staten blander sig kun, når den indkalder til treparts-forhandlinger mellem fagforeningerne, arbejdsgiverne og staten selv.

Staten vil løse problemer i samfundet

Staten indkalder til treparts-forhandlinger, når den vil have løst et større problem i samfundet. For eksempel at flere flygtninge skal have et arbejde.

Målet med treparts-forhandlingerne er, at fagforeningerne, arbejdsgiverne og staten bliver enige om en fælles aftale. Aftalen kan for eksempel handle om, hvad parterne skal gøre for at få flere flygtninge i arbejde.

Hvis alle tre parter er enige om en aftale, er staten sikker på, at aftalen holder.

Forhandlinger ender ikke altid med en aftale

Staten kan ikke være sikker på, at treparts-forhandlingerne ender med en aftale.

I 2012 ville den tidligere regering lave en aftale om, at arbejdstagerne skulle arbejde mere. Men det ville fagforeningerne ikke være med til, og derfor blev der ingen aftale.

Den første treparts-aftale blev lavet i 1899. Aftalen bestemte, at arbejdsgiverne har ret til at lede og fordele arbejdet, mens fagforeningerne har ret til at forhandle løn- og arbejdsforhold.

De tre parter i forhandlingerne:

  • Staten: Ministre vil være med i trepartsforhandlingerne, blandt andet beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (Venstre).

  • Fagforeninger: Personer fra fagforeninger vil være med i forhandlingerne. Blandt andet Lizette Risgaard, som er formand for Landsorganisationen i Danmark (LO). LO er hovedforening for 18 fagforeninger.

  • Arbejdsgivere: Personer fra arbejdsgivernes organisationer vil være i forhandlingerne. Blandt andet Jacob Holbraad, som er direktør i Dansk Arbejdsgiverforening (DA). DA er hovedforening for 14 arbejds-giverforeninger.