EU vil lave nyt system til fordeling af asylansøgere

EU-Kommissionen vil i løbet af foråret komme med et forslag til et nyt fordelingssystem af flygtninge, der kommer til Europa.

Jeg accepterer ikke, at nogle medlemslande siger: "Vi vil ikke tage nogen flygtninge", siger EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker. (Foto: © OLIVIER HOSLET, Scanpix)

EU-kommissionen tager sig af EU's samlede interesser og har blandt andet ansvaret for at udarbejde forslag til ny lovgivning i EU.

Kommissionens formand hedder Jean-Claude Juncker. Han siger nu, at kommissionen i foråret vil foreslå et nyt system til fordeling af asylansøgere.

- Vi har talt om det her i månedsvis. Nu bliver vi nødt til at gøre noget, siger han på et pressemøde i Bruxelles.

Forslag: Dublin-systemet skal ændres

Kommissionen vil foreslå en ændring af det system, der kaldes Dublin-systemet.

Dublin-systemet bygger på en aftale mellem EU’s medlemslande om, at landene kan sende asylansøgere tilbage til det land i EU, asylansøgerne først ankom til på deres flugt.

- Jeg kan ikke acceptere, at nogle medlemslande siger, at de ikke vil modtage flygtninge. Vi risikerer virkelig, at vores omdømme lider skade, siger Juncker.

Europa fremstår som den svage part

- Vores omdømme er blevet skadet af den måde, Europa har tacklet problemet på - eller rettere sagt ikke har tacklet problemet, siger formanden.

- Vi er det rigeste kontinent i verden. Alle beundrer os for, hvor godt vi gør tingene. Men nu fremstår vi som den svageste partner, siger han på pressemødet.

Juncker siger også, at EU bliver nødt til at beskytte sine ydre grænser, hvis man skal forebygge flere midlertidige grænsekontroller mellem EU-medlemslande.

/ritzau/