Mandag klokken cirka 13.30 lokal tid kørte en varebil ind i fodgængere på Yonge Street i storbyen Toronto i Canada.
Varebilen fortsatte med at køre ind i fodgængere i høj fart på en cirka en kilometer lang strækning.
Ti personer blev dræbt og 15 såret. Ifølge politichefen i Toronto var det en bevidst handling. Politiet har anholdt gerningsmanden.
Gerningsmanden ville skydes af politiet
25 minutter efter angrebet begyndte, anholdt politiet den mand, som havde kørt varebilen.
Manden forsøgte tilsyneladende at få politiet til at dræbe sig. Han lod som om, han havde en pistol, og råbte "skyd mig i hovedet".
Den anholdte er en 25-årig mand fra Richmond Hill, som er en forstad til Toronto. Ifølge det canadiske medie CBC studerer manden ved Seneca College i Toronto.
Motivet er ukendt
Gerningsmanden var ikke kendt af politiet i forvejen, og politiet har endnu ikke offentliggjort noget om hans motiv.
Men den canadiske minister for offentlig sikkerhed siger, at angrebet tilsyneladende ikke udgør nogen større trussel for den nationale sikkerhed.
Mandag holdt G7-landene møde i Toronto om blandt andet Rusland, Syrien og den palæstinensiske konflikt. Men angrebet har tilsyneladende intet med mødet at gøre.
Nedenfor kan du se en video fra Toronto efter angrebet.
Kilder: CBC, BBC, New York Times, Reuters, AP.