En dykker er død i forsøg på at hjælpe drenge i grotte

12 drenge og deres fodboldtræner er stadig i en grotte i Thailand. Torsdag døde en dykker af iltmangel, da han svømmede derind.

Den 23. juni forsvandt 12 drenge mellem 11 og 16 år og deres fodboldtræner i det nordlige Thailand. De havde søgt tilflugt i en grotte, fordi det regnede meget. Men grotten blev blokeret på grund af regnen.

Mandag den 2. juli fandt britiske dykkere drengene og deres træner i live, og siden har et redningshold arbejdet på at få drengene og træneren ud af grotten.

Men torsdag døde en 37-årig dykker fra redningsholdet af iltmangel i grotten. Det siger de thailandske myndigheder ifølge nyhedsbureauet AP.

Dykkeren forsøgte at få iltbeholdere ind til drengene

Dykkeren var en tidligere thailandsk elitesoldat, som arbejdede som frivillig. Han døde, da han forsøgte at levere iltbeholdere til drengene i grotten.

Arpakorn Yookongkaew er dykkernes øverstbefalende. Han siger, at redningsmissionen ikke bliver ændret, selv om en dykker er død.

Ifølge myndighederne er iltniveauet i grotten faldet på grund af de mange mennesker, som deltager i redningsaktionen.

Drengene skal lære at dykke

Redningshold arbejder i døgndrift med at pumpe vand ud fra den oversvømmede grotte. Samtidig forsøger man at lære drengene at dykke.

Men redningsholdet siger, at forholdene lige nu er for vanskelige for drengene. Normalt tager turen ind til drengene i grotten cirka seks timer for en erfaren dykker.

Thailandske myndigheder har sagt, at det kan ende med, at drengene må blive i grotten i flere måneder, indtil regntiden slutter.

/ritzau/

Ovenfor kan du se en video fra redningsaktionen ved grotten i Thailand.

I videoen nedenfor kan du se TV Avisens grafik over, hvordan grotten ser ud.