Australien har en flygtningelejr i Nauru, som er en østat i Stillehavet. I lejren bor asylansøgere, som har forsøgt at komme til Australien med båd.
Flere menneskerettighedsorganisationer har tidligere kritiseret forholdene i lejren.
Nu har avisen The Guardian fået fat i flere tusinde dokumenter, som viser, at der foregår både fysiske og psykiske overgreb i lejren.
Dokumenter indeholder 2000 sager om børn
Dokumenterne viser, at personalet i lejren har indberettet flere end 2000 sager i perioden maj 2013 til oktober 2015, skriver The Guardian.
Over halvdelen af sagerne handler om børn, selvom kun 18 procent af asylansøgerne i lejren var børn i den periode, personalet lavede indberetningerne. For eksempel er der indberetninger om, at vagter i lejren skulle have begået nogle af overgrebene.
Der er indberetninger om syv børn, som er blevet seksuelt misbrugt og 59 indberetninger om overgreb på børn. Der er også 30 indberetninger om børn, der har gjort skade på sig selv og 159 indberetninger om børn, der truer med at gøre skade på sig selv.
/ritzau/