Dobbelt så mange piger blev hpv-vaccineret sidste år

Flere end 30.000 piger fik hpv-vaccinen sidste år. Det er det højeste antal siden 2012.

30.974 piger fik vaccinen sidste år. (Foto: © Martin Ballund, Scanpix)

Hpv-vaccinen er en vaccine, der skal beskytte kvinder mod livmoderhalskræft. Hpv-vaccinen kan også beskytte både mænd og kvinder mod analkræft.

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at alle piger skal have hpv-vaccinen som 12-årige og inden deres seksuelle debut.

Men i flere år er antallet af piger, der fik hpv-vaccinen, faldet. I 2016 fik cirka 15.000 piger vaccinen.

Dobbelt så mange piger blev vaccineret i 2017

Men i 2017 var der 30.974 piger, som fik vaccinen. Det er det højeste antal siden 2012. Det viser nye tal fra Statens Serum Institut.

Palle Valentiner-Branth er afdelingslæge. Han er glad for, at flere piger bliver vaccineret.

- Det er udtryk for, at forældrene igen har opmærksomheden rettet på hovedformålet med vaccination, nemlig at forebygge livmoderhalskræft hos deres døtre, siger han.

Vaccine har været debatteret

Vaccinen har været meget debatteret de sidste år. Blandt andet efter TV2 sendte dokumentaren ’De vaccinerede piger”, hvor flere piger mente, at de havde fået omfattende bivirkinger af vaccinen.

To læger mistænkte også vaccinen for at være årsag til sjældne bivirkninger, efter de havde behandlet nogle af pigerne. De kunne dog ikke bevise en sammenhæng mellem pigernes sygdomme og vaccinen.

Sundhedsstyrelsen har hele tiden sagt, at vaccinen er sikker og effektiv. Statens Serum Institut mener, at flere får vaccinen, fordi flere videnskabelige artikler siger, at vaccinen er sikker.