I dag er det den sidste dag i maj, og måneden har været varmere end normalt med temperaturer over 20 grader.
I går, mandag, var endnu en sommerdag med over 25 grader flere steder i Danmark.
Øen Anholt i Kattegat toppede med 26,4 grader.
DMI: Majs temperatur er højere end normalt
Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) holder øje med vejr og klima og udsender vejrudsigter.
- Vi har kunnet bade, grille, gå i shorts og opleve lune sommerlige aftener flere dage i træk, skriver DMI på sin hjemmeside.
- Og den gennemsnitlige temperatur i dette års maj måned stikker da også af fra normalen.
Klimatolog: Det er den varmeste maj i 14 år
Mikael Scharling er klimatolog ved DMI og siger på DMI's hjemmeside:
- Maj bliver med næsten 100 procents sikkerhed som minimum den varmeste i 14 år.
Det sker, hvis månedens middel-temperatur er 12,8 grader. Gennemsnits-temperaturen for en normal maj ligger på 10,8 grader.
Øst fik sol og varme, vest fik gråvejr og regn
Selv om maj har været varm, var vejret i sidste uge meget forskelligt rundt omkring i Danmark.
I tre dage fik det østlige Danmark sol og varme med over 20 grader.
I de samme tre dage havde Vestdanmark gråvejr og regn og temperaturer under 15 grader.