Danske håndboldherrer vandt over Kroatien

De danske håndboldherrer slog fredag Kroatien med 28-24. Dermed nærmer de sig OL.

Her ses Danmarks Henrik Toft Hansen (foto:Henning Bagger/Scanpix2016). (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

De danske håndboldherrer forsøger i denne weekend at kvalificere sig til OL i Rio til sommer.

Fredag vandt det danske landshold en flot og vigtig sejr på 28-24 over Kroatien. Kampen blev spillet i Boxen i Herning.

Ved afslutningen af første halvleg kom Danmark foran med 11-8, og holdet fortsatte føringen i anden halvleg.

Nu venter Norge

Mikkel Hansen endte som dansk topscorer med otte mål.

Lørdag skal de danske håndboldherrer møde Norge, der fredag vandt 35-29 over Bahrain. Søndag er det så Danmarks tur til at møde Bahrain.

De to bedste hold fra gruppen kvalificerer sig til OL i Rio til august.

/ritzau/