Lars Eller er en dansk ishockeyspiller, som spiller på det amerikanske ishockey-hold Washington Capitals.
Washington Capitals vandt torsdag mesterskabet i den bedste nordamerikanske ishockeyliga, NHL, som også kaldes verdens stærkeste ishockeyliga.
Lars Eller scorede sejrsmålet, og han er den første dansker, der er med til at vinde NHL-mesterskabet.
Lars Eller: Det føles uvirkeligt
Lars Eller siger, at det føles uvirkeligt at være den første dansker, der er med til at vinde NHL.
- Det er det hårdeste trofæ at vinde i professionel holdsport. Det er jeg ikke i tvivl om. Det har taget mig otte-ni sæsoner bare at stå i en finale, og chancen for, at jeg kommer til at opleve det igen, er nok ikke så stor, siger han.
Washington Capitals har været med i NHL-ligaen i 44 år, men det er første gang, holdet vinder mesterskabet.
Vinderne skal besøge Donald Trump
Vinderen af NHL-mesterskabet får et trofæ, der hedder Stanley Cup. Alle spillerne får lov til at tilbringe en dag med trofæet, og Lars Eller vil tage det med hjem til Rødovre.
- Trofæet er legendarisk. Verdens ældste sportstrofæ, hvor man nu får indgraveret sit navn, som kommer til at stå der de næste 70 år, siger Lars Eller.
Vinderne af Stanley Cup skal også besøge USA's præsident, Donald Trump, i Det Hvide Hus.