Danske arbejdsgivere har sværere og sværere ved at besætte stillinger.
Det skyldes især, at udlændinge ikke tager til Danmark for at arbejde. Det viser en opgørelse fra finans.dk.
På 15 måneder er antallet af EU-borgere, der kommer til Danmark for at arbejde, faldet med 65 procent. Det er især polakkerne, der bliver væk.
Arbejdsgiverforening: Det er meget bekymrende
Jacob Holbraad er direktør i Dansk Arbejdsgiverforening. Han siger, at det er meget bekymrende, at polakkerne bliver væk.
- Hvis kilden fra Østeuropa tørrer ud, kan vi hurtigt komme til at mangle kvalificerede folk, siger han.
Ifølge Finans.dk er lønnen og levevilkårene blevet bedre i Østeuropa.
Beskæftigelsesminister vil se på tiltag
Michael Svarrer er overvismand i Det Økonomiske Råd. Han siger, det er et tab for Danmarks økonomi, hvis vi ikke skaber et internationalt arbejdsmarked.
- Det vil få konsekvenser for både danske virksomheder og for, hvor meget de offentlige finanser kan udvikle sig, siger han.
Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (Venstre) er også bekymret. Han vil nu undersøge, hvordan Danmark sikrer sig både dansk og udenlandsk arbejdskraft.
/ritzau/