CIA-direktør mødtes med Kim Jong-un

CIA-direktør og nyudpeget udenrigsminister i USA, Mike Pompeo, var i sidste uge i Nordkorea for at mødes med Kim Jong-un.

CIA-direktør, Mike Pompeo, var i sidste uge i Nordkorea for at mødes med Kim Jong-un. (Foto: © JACQUELYN MARTIN, Scanpix)

Mike Pompeo er direktør for CIA og nyudpeget udenrigsminister i USA. Han mødtes i sidste uge med Nordkoreas leder, Kim Jong-un, i Nordkorea for at forhandle om et møde mellem Donald Trump og Kim Jong-un.

Det er nemlig planen, at Donald Trump selv skal mødes med Kim Jong-un i slutningen af maj eller starten af juni.

- Mødet gik fint, og der blev bygget et godt forhold. Detaljerne for mødet er nu under udarbejdelse. Afvikling af atomprogrammet vil blive en god ting for verdenen, men også for Nordkorea, skriver Donald Trump.

USA og Nordkorea mødtes sidst i 2000

Mike Pompeo har fået ansvaret for at forhandle om mødet mellem Donald Trump og Kim Jong-un. Blandt andet skal det besluttes, hvor i verden mødet skal holdes.

Mødet mellem Mike Pompeo og Kim Jong-un er det første møde på så højt diplomatisk niveau mellem USA og Nordkorea siden 2000.

Her mødtes USA’s daværende udenrigsminister Madeleine Albright med Kim Jong-uns forgænger og far, Kim Jong Il.

Nordkorea har testet flere missiler

Hvis Donald Trump og Kim Jong-un mødes, bliver det første gang, at en amerikansk præsident mødes med en nordkoreansk leder.

Nordkorea har testet flere missiler de seneste år, men har nu indvilliget i at mødes med forskellige statsledere for at diskutere atomprogrammet.

I sidste måned mødtes Kim Jong-un med Kinas præsident, Xi Jinping, og i næste uge er det planen, at Kim Jong-un skal mødes med Sydkoreas præsident, Moon Jae-in.