Cataloniens nye leder er indsat

Lørdag blev Quim Torra indsat som regeringsleder i Catalonien. Han siger, at regeringen fortsat vil arbejde for selvstændighed.

Lige efter indsættelsen sagde Quim Torra, at han stadig ønsker, at Catalonien bliver uafhængig af Spanien. (Foto: © PAU BARRENA, Scanpix)

I oktober erklærede parlamentet i Catalonien, at Catalonien er uafhængig af Spanien. Men det var imod spansk lov, og derfor inddrog Spanien Cataloniens selvstyre.

Der blev afholdt valg til Cataloniens parlament i december, men det har taget måneder at få en ny regering på plads.

Lørdag blev den 55-årige Quim Torra indsat som leder af den nye regionale regering i Catalonien.

Den tidligere leder har anbefalet Quim Torra

Da Spanien inddrog Cataloniens selvstyre, kom flere politikere i fængsel, og lederen af Catalonien Carles Puigdemont flygtede ud af landet.

Carles Puigdemont er nu i eksil i Tyskland og har opgivet at få lov til at lede Catalonien igen.

Men han har anbefalet Quim Torra som leder af den næste regering i Catalonien.

Quim Torra vil løsrive Catalonien

Lige efter indsættelsen sagde Quim Torra, at han stadig ønsker, at Catalonien bliver uafhængig af Spanien.

Han sagde også, at han gerne vil holde møde med Pedro Sanchez, som blev indsat som Spaniens nye premierminister tidligere på dagen.

Pedro Sanchez siger, at han gerne vil mødes med Quim Torra. Men han afviser samtidig, at Catalonien kan få en ny afstemning om uafhængighed.